Tiltalt på optagelse til dement: - Du er dejlig. I love you
Dørene blev lukket i Retten i Aarhus under afspilning af en lydfil af en samtale mellem offer og tiltalte.
- Du er dejlig. I love you.
Sådan har den 60-årige mand, der nu står tiltalt for blandt andet seksuelle overgreb på en dement 64-årig kvinde, sagt til kvinden.
Det er kommet frem i Retten i Aarhus tirsdag. Dørene blev af hensyn til offeret lukket under afspilning af lydfilen, som er fundet på tiltaltes telefon, men flere detaljer kommer frem i den efterfølgende afhøring af tiltalte om lydfilen.
- Så rører jeg dig lige. Jeg nusser dig, skulle tiltalte have sagt på lydfilen. Tiltalte forklarer, at han har nusset den 64-årige kvinde på kinden.
Derudover er der refereret til en samtale mellem tiltalte og offer, hvor den 64-årige kvinde har sagt, ”jeg glad for at mærke dig,” hvortil tiltalte skulle have svaret:
- Jeg er også god, jeg er god til at røre jo.
Tiltalte forklarer, at han ofte sad på knæ ved siden af kvindens seng og holdt hende i hånden, mens hun faldt i søvn.
Specialanklager Birgitte Ernst spørger også ind til nogle kysselyde, hun mener at have hørt på lydfilen. Her forklarer tiltalte, at der er tale om luftkys.
Det var ifølge tiltalte ikke med vilje, at han kom til at lave optagelsen, som er optaget kl. 02.54 om natten d. 15. april 2023.
Har også givet gaver
Den tiltalte mand forklarer, at den 64-årige kvinde var ”glad for ham”, som han udtrykker det.
Ifølge den 60-årige mand har det også betydet, at han har haft samtaler med andre kollegaer om, at han skal være opmærksom på at opføre sig professionelt omkring hende.
Derfor undrer det specialanklager Birgitte Ernst, at han blandt andet har givet kvinden gaver og fortæller hende, at han elsker hende.
Til det forklarer tiltalte, at han ofte siger, jeg elsker dig til mange mennesker, og at der bestemt ikke var noget seksuelt i det.
- Jeg har været kærlig og respektfuld. Tålmodig og respektfuld, forklarer tiltalte.
Har du oplysninger i sagen, vil TV2 Østjylland gerne høre fra dig. Kontakt lokalreporter Lasse Dieckmann på ladi@tv2oj.dk eller telefon 2843 1857.
Følg retssagen her: